Et skridt foran Bjørnen Bruno i de østrigske alper

Land: Østrig (og Tyskland)
Sted: Wilder Kaiser bjergkæden og Salzburg
Besøgt i: 2006

Som jeg sad der og fulgte boblerne i min St. Johann fadøl stige til toppen, havde jeg glemt alt om den oversvømmede linje på vores togrejse mellem München og Salzburg aftenen før. Vi snakkede for sjovt om at bestille redningshelikoteren til den næste dag, men jeg var nu sikker på, at vi alle 6 nok skulle nå igennem vores vandretur uden de store problemer.

Den næste morgen skulle vi sætte afsted på vores 4 dages hytte-til-hytte vandretur i Wilder Kaiser bjergene i Østrig fra St. Johann til Kufstein. Men lige nu sad vi og nød en øl i en lille, traditionel ølhave i St. Johann og ingen af os var klar over helt hvor hård, vandreturen skulle vise sig at blive.

St. Johann

Vi var kommet til St. Johann i Østrig ad forskellige router fra England og Tyskland. Min partner og jeg fløj fra London til München, tog toget fra München til Salzburg, hvor vi overnattede på Hotel Bayrischer Hof (se anmeldelse under Salzburg) I Salzburg mødtes vi med nogle af de andre vandrere og så gik turen mod St. Johann med bus.

St. Johann er ikke særlig stor, men har alt som du måtte have brug for efter en dag på ski eller en vandretur inklusiv barer, restauranter, supermarkedet og butikker.

Vi overnattede på Sportpension Noichl (www.noichl.at) som ejes af familien Mimm. Vores værelse var rummelig og pænt møbleret inklusiv et funklende rent badeværelse. Gisela Mimm severede lækker østrigsk morgenmad, mens Günther Mimm gav os gode råd om, hvilken route vi skulle tage i Wilder Kaiser bjergene.

St. Johann til Gaudeamushütte

Vi tog afsted på vores første vandredag i stegende hede. I løbet af et kvarters gang drev sveden af os, og jeg fandt hurtigt ud af, at min 10 kg tunge rygsæk var alt for tung til denne slags vandretur. Vi kravlede nærmest op meget hårde skråninger, som ingen ende ville tage, og jeg var ikke længere sikker på, at vores redningshelikopter vittighed fra aftenen forinden ville forblive en vittighed.

Efter et par timers hård vandren, kunne vi nyde den fantastiske udsigt, og vi kunne endda køle af et par sekunder, da vi gik igennem åbningen til Diebsöfen hulerne. Udsigten fra Schleier vandfaldet var også flot, men endnu bedre var friluftsbrusebadet, som vandfaldet gav os.

Efter 6 timers vandren nåede vi til Gaudeamushütte (1,270m) efter en sidste stigning. Vi smed alle vores rygsække ved det nærmeste bænkebord udenfor og bestilte en iskold forfriskning.

Vi skulle alle sove i et værelse med 12 madrasser på rad og række. Jeg var træt efter en hård dag, så jeg regnede ikke med at få problemer med at sove, når det blev tid til at gå i seng.

Efter en hurtig vask ved håndvasken i iskoldt vand (der var hverken bruser eller varmt vand), nød vi resten af eftermiddagen og aftenen udenfor i den østrigske sommer. Tyskland skulle spille mod Sverige i VM-fodbold, og det var også midsommer, så en hel del lokale var kommet op til Gaudeamus-hytten.

Familien som bestyrer hytten var meget venlige, og vi grillede, mens vi ventede på, at midsommerbålene skulle blive tændt. Da det begyndte at blive mørkt, kunne vi se det ene bål efter det andet blive tændt på toppen af bjergene. Som om det syn ikke var imponerende nok, var vi også vidner til et tordenvejr, som nærmede sig med sådan en fart, at jeg blev bekymret for de mænd, som havde klatret op til toppen af bjergene for at tænde bålene. Aftenen endte med et par timers strid regn, men vi hørte ikke om bjergbestigere som blev fanget i regnstormen, så de kom nok alle sikkert ned.

Det viste sig, at vi ikke skulle få meget søvn den nat, for vi delte værelse med en baby, som snorkede som en voksen mand.

Gaudeamushütte til Bärnstatt Gasthof am Hintersteiner See

Vi kom afsted tidligt den næste morgen. Jeg havde ikke svært ved at komme op, for jeg havde ligget vågen det meste af natten og var blevet mere og mere irriteret på den snorkende baby. Selv hvis jeg havde været træt, ville det iskolde vand i badeværelset have vækket mig.

Som vi gik væk fra Gaudeamushütte, gik vi forbi nogle af de mange bål som var blevet tændt aftenen før. Røg rejste sig stadig fra bålene, og de mange køer omkring bålene holdt sig klogt nok på god afstand.

Det gik let nedad, hvilket var en rar afveksling fra gårsdagens chokstart. Til den sagte lyd af koklokker blev vi lullet ind i en falsk følelse af sikkerhed, som blev smadret, da vi kom til hvad så ud til at være en vandret stigning.

Da vi var kommet os over chokket, fandt vi ud af, at stigningen ikke var nær så slem, som vi først havde troet. Faktisk kunne vi nyde omkring 5 timers let vandren, men vi svedte nu alligevel i varmen.

Udsigten på ruten til Bärnstatt Gasthof var fantastisk, og vi fik øje på Hintersteiner See langt tidligere end vi havde troet, vi ville. Men vi fejrede, hvor let dagen havde været lidt for hurtigt. De sidste 90 minutter gik det så skarpt nedad, at jeg kunne have tigget om en stigning i stedet for. Mine tæer blev skubbet op mod snuden af mine støvler, og jeg blev nødt til at zigzagge min vej ned af stien, for at de ikke skulle gøre ondt, hvilket selvfølgelig kun gjorde ruten længere.

Vi nåede endelig ned til Bärnstatt Gasthof og efter en hurtig forfriskning, var vi glade for at kunne blive vasket ordentligt i bruseren.

Værelset og servicen på Bärnstatt Gasthof var ok, men ikke så god og venlig som på Sportpension Noichl.

Senere på eftermiddagen gik vi ned til Hintersteiner See, hvor vi tog os en svømmetur. Først havde jeg ikke lyst til at gå i det kolde vand. Men så begik jeg den fejl at gå i vandet alligevel, og bortset fra det øverste lag på ca 20 cm, var vandet virkeligt iskoldt. Ikke en oplevelse jeg vil anbefale andre end måske vinterbadere!

Bärnstatt Gasthof til Hans-Berger-Haus

På den tredje dag havde jeg endelig fået nok af min 10 år gamle rygsæk. Selve rygsækken vejede omkring 2 kg, når den var tom, hvilket ikke er ideelt, når du prøver på at holde vægten nede. Så jeg besluttede at lade rygsækken blive tilbage på Bärnstatt Gasthof og pakkede mine ting i en meget lettere dagsrygsæk. Det var dejligt ikke at bære så meget på ryggen, isært fordi vi skulle gå lige så mange meter op, som vi var gået ned dagen forinden.

Hvad angik udsigten, var ruten til Hans-Berger-Haus den bedste på turen. Ruten blev også den der skulle tage længst tid for os. Vi gik i næsten 9 timer inklusiv to stop for forfriskninger.

På starten af ruten talte vi med en østriger, som var ude at kigge efter Bjørnen Bruno. Bjørnen Bruno var blevet sluppet løs i Italien som del af en plan for at gen-introducere bjørne i Alperne. Desværre var der ingen, der havde fortalt Bruno, at han ikke måtte gå over internationale grænser, så bjørnen havde vandret ind i Tyskland i maj. Siden da havde den leget katten efter musen med dem, som ville fange ham og dem, som ville slå ham ihjel i bjergene i Østrig, Tyskland og Italien. Gennem hele vandreturen fløj der vitser mellem de af os, som ville se Bruno og de af os, som helst ville undgå ham. Men vi havde ikke været klar over, at vi kunne have været ret tæt på Bruno. Østrigeren som vi talte med prøvede på at holde Bruno i Østrig, for han mente, at bayerske jægere ville slå Bruno ihjel, hvis han gik ind i Tyskland.

Hen mod enden af ruten gik vi forbi mange vandfald og så endog et rådyr græsse. Vi måtte op af en sidste stigning, før vi kunne nyde den flotte udsigt fra Hans-Berger-Haus (936m). Ejerne af Hans-Berger-Haus var meget venlige, selvom visse skilte (inklusiv én om hvordan man bruger en toiletbørste) rundt omkring i hytten viste tegn på, at de var trætte af turister.

Som i Gaudeamus-hytten skulle vi alle sove i et værelse med madrasser på rad og række, men denne gang var der ingen, der snorkede. Vi blev serveret en lækker middag og kunne endda tage et varmt bad, før vi spiste. Vi sad igen udenfor det meste af aftenen med en kold øl og nød udsigten.

Desværre hørte vi den aften, at Bjørnen Bruno var blevet skudt af bayerske jægere.

Hans-Berger-Haus til Kufstein

Turen fra Hans-Berger-Haus til Kufstein var kort og let i sammeligning med de tidligere dage. Det var stadig meget varmt, og da vi gik gennem Kufstein, følte jeg mig meget svedig og ulækker. Vi fik os en forfriskning på en café, men jeg følte mig ikke godt tilpas mellem alle disse mennesker i deres nypressede habitter og dyre cologne.

Vi blev ikke længe i Kufstein, for vi skulle nå toget tilbage til Salzburg. Da vi ankom i Salzburg, blev vi fanget i en kort regnbyge. Det var den eneste gang på hele turen, at vi blev fanget i regnvejr. Ellers havde vi været så heldige, at det kun havde regnet om natten.

Salzburg

Jeg så ikke meget af Salzburg. Min partner og jeg havde planlagt, at vi skulle se noget af Salzburg på vores første aften der, men en oversvømmelse havde skabt kaos på transportnetværket, så vi var først ankommet til Salzburg klokken 1:30 om morgenen.

Som nævnt tidligere tilbragte vi den første nat på Hotel Bayrischer Hof. Vores værelse var ok, men det var ikke særligt stort og havde en dårlig layout. På væggene hang der billeder fra The Sound of Music filmen. Men det værste var, at værelset ikke have air conditioning, og kun havde en lille ventilator, som overhovedet ikke kunne køle os i den tætte luft.

Morgenmaden derimod var lækker, personalet var høflige og behjælpelige, og hotellet ligger godt placeret.

På vores sidste aften i Østrig overnattede vi på CD Hotel Salzburg (am Messezentrum). Hotellet ligger ca. 3 km fra Salzburgs centrum, men du kan køre med busrute 1 indtil centrum for kun €4.20 for en billet, der gælder i 24 timer. Hotellet har gæster fra mange forskellige lande, og dets morgenbuffet har derfor et stort udvalg, fra ris og nudler til rundstykker og wienerbrød.

Vores værelse var rummelig med en god seng, men en alkoholfri mini bar. Badeværelset var af normal størrelse for et billigt hotel med en kombineret badekar og bruser. Desværre havde værelset ikke air conditioning, så vi måtte igen svede os igennem en østrigsk sommernat. Men hotellets ansatte var meget venlige og hjælpsomme.

Den næste dag havde vi kun et par timer i Salzburg, før vi skulle med tog tilbage til München og fly tilbage til London. Vi nåede dog en tur i Getreidegasse (gade med mange butikker), Salzburg Katedral, St. Petersfriedhof (St. Peters kirkegård hvor mange kendte ligger begravet), Mirabellgarten og Collegiate Kirke, hvor vi hørte et fantastisk kor. Vi endte vores tur med en kop kaffe og en Mozart Kugel (chokolade) på Cafe Tomaselli.

Flere billeder

Du kan se flere billeder fra vores Østrig tur på vores engelske søsterwebsite The Travel Cooler.

Technorati Tags: rejse , østrig , Wilder Kaiser bjergkæden , vandretur